Menu

De Gode Gamle Dage - NUBI 80 år

image
15. august 2019 kl. 13:17
I anledning af NUBIs 80 års Jubilæum genudgiver vi denne artikel med fokus på klubbens første år. Læs mere her...

Følgende interview blev første gang bragt i NUBIs Jubilæumsskrift i anledning af NUBIs 50 års jubilæum i 1989. I de her dage hvor NUBI fylder 80 år er det derfor oplagt at genudgive denne artikel med fokus på hvordan NUBI startede op.

 

Interview med Henning Larsen og Erhardt Nielsen

I anledning af NUBI’s 50 års jubilæum har redaktionen ført to af klubbens “gamle kæmper” sammen. Erhardt Nielsen, 81 år, en af klubbens stiftere og selv formand fra 1941-1949 havde nogle festlige timer sammen med Henning Larsen, 67 år, der var førsteholdsspiller i NUBI’s første leveår. Foruden at have deltaget i foreningsarbejdet i en del år, var Henning Larsen rådmand i Aalborg fra 1970-1985. Hvad der kom ud af dette festlige møde, kan du læse om her.

Henning Larsen: Jeg vil gerne slå fast med syvtommersøm, at uden en fantastisk stor indsats af Ellen og Erhardt Nielsen, Jane og Pedro Knudsen. Signe og Hagbart Hansen, bager A. Wittrup Sørensen og frue samt murer Jens P. Nielsen havde NUBI ikke eksisteret i dag. De var lidt ældre end os andre og trak i trådene, når det så sort ud. De skabte et utroligt sammenhold og alle skylder den en meget stor tak for den indsats de ydede i klubbens første leveår.

Erhardt Nielsen: Det hele startede en sommerdag i 1939. Jeg arbejdede sammen med Theodor og Jens P. Nielsen på en udbygning af Nr. Uttrup skole og vi 3 blev enige om, at vi ville forsøge at samle en lille flok til at dyrke gynnastik i fritiden. Vi fik kontakt, med skolen og det lykkedes at låne gymnastiksalen for 3 kr. pr. aften, som gik til rengøring. I starten mødte der 30 op, både mænd og kvinder, men da murer Nielsen i sin fritid var husflidlærer, havde han ikke tid til at tage sig af træningen. I stedet kontaktede man den unge lærer på skolen, Thøger Grønborg, og sammen med fru Vesterskov var de de første trænere i NUBI. Men snart ville de ikke nøjes med at være trænere, nej, de ville skam også have noget motion, og så blev Thomas Nielsen, tidligere berømt Ollerup-gymnast, ny træner. Kontingentet var 1 kr. pr. måned. Da foreningen ingen penge havde, sendte man en ansøgning om tilskud til Sognerådet, og der blev bevilget 150 kr., som dog først kunne komme til udbetaling når man havde set, om foreningen var levedygtig. Det var den. I vinterens løb steg medlemstallet til 108, selv om der ofte var minusgrader i gymnastiksalen. Badning efter træningen var der ikke noget, der hed. Jo, om sommeren. Så cyklede man ned og badede i lergraven, hvor der nu er bådehavn, og så lå vi der i græsset og så båden til København passere.

Henning Larsen: Der var ikke noget, der hed badning, på den tid, men efter nogle år fik vi en vandhane opstillet, som selvfølgelig kun havde koldt vand. Jeg husker en af vore spillere (vi glemmer navnet) der ikke kunne lide det kolde vand. Selv om han gik i bare tæer om dagen ude i marken og oppe bag dyrene i stalden om aftenen, vaskede han sig ikke om aftenen, når vi var til træning. I stedet trak han i strømper, når han skulle i seng, for ikke at snavse sengetøjet til.

Henning Larsen: Gartner Peder Pedersen var min første fodboldtræner. Han var en del år ældre end os andre, men alligevel var han god nok til at være på førsteholdet i en del år. Først efter flere års forløb fik vi en betalt træner, Jens Engelbrechtsen fra Vejgård.

Det var selvfølgelig under meget, primitive forhold, vi dengang spillede fodbold. Vi havde kun den gamle bane i Fælleden. Den var liIIe og ujævn, men det var de fleste baner, hvor vi kom. Det var lige som om, vi ikke lagde så meget mærke til det. Det var et mægtigt fremskridt, da vi fik banen ved Rosenvænget. Nu syntes vi næsten ikke, det kunne blive finere, og de sportslige resultater blev også bedre, da vi kom derhen. Vi spillede de første år i Østvendsyssel turnering, d.v.s. mod Horsens Hammer, Vester Hassing, Hals, Hou, Gandrup, Ulsted og Klokkerhol,. Når der var kampe måtte vi cykle. Ikke så sjældent måtte vi have en på stangen for at blive fuldt hold. Men de fleste ture var rene udflugter, både bestyrelse og passive medlemmer samt vore piger var med, og når kampen var overstået, skete det, at vi havde fællesspisning af de medbragte madpakker og derefter bal det pågældende sted. En fodboldsøndag kunne således blive meget lang.

Både Erhardt Nielsen og Henning Larsen var aktive fodboldsspillere i NUBIs første år. Her på holdbillede fra 1942.

 

Erhardt Nielsen: Da NUBI startede havde vi kun gymnastik på programmet, men som tiden gik, blev de unge utålmodige. De ville også spille håndbold og fodbold. Efter flere møder med Borgerforeningen, i hvis bestyrelse den dygtige NUBI-spiller, Bager A. Wittrup Sørensen, sad, lykkedes det efter lange forhandlinger Wittrup at overbevise Borgerforeningens bestyrelse om, at det ville være en god ide at udlåne anlægget (Fælleden) ved teglværket, til NUBI. Derefter dyrkede vi fodbold der og i grusgraven på den anden side af Hjørringvej blev der spillet håndbold. Omklædningen fandt sted mellem træerne. Det var i øvrigt på Hitlers fødselsdag, vi pumpede vores første fodbolde op, og samme aften kom tyskerne og bombede!

Henning Larsen: I starten spillede vi kun i Østvendsyssel turneringen, da vi var bange for, at holdene under JBU var for stærke. Men vi fik hurtigt bevist, at vi det stærkeste hold under ØT. Vi deltog i mange pokalstævner rundt omkring, men da vi vandt alt, svandt indbydelserne hurtigt ind. Jeg husker et stort stævne i Gandrup, hvor 1. præmien var en ny fane. Inden finalekampen, som vi let spillede os til, fik vi at vide, at fanen kun var til låns til næste år. Da der meget let kunne gå møl i den, blev vi enige om, at vi ikke ville vinde finalen mod Gandrup. Vi førte 3-0 indtil der manglede 15 minutter, så lod vi hjemmeholdet vinde 4-3, men vi blev godt lange i hovederne, da vi efter kampen fik at vide, at fanen var vundet til ejendom. En anden gang var vi til pokalstævne i Vester Hassing, hvor vi vandt en stor pokal. Men den var både bulet og grim, så efter at servitricen på Vester Hassing Kro havde serveret øl for alle spillerne, drukket af pokalen, forærede vi den til hende. Da vi ikke mente, der var nogen fremtid i ØT, meldte vi os ind i JBU og blev placeret i bykredsen. Her gjorde holdene alt for at slå os, der kom fra landet! Og Nr. Uttrup lå på landet. Fra Rosenvænget og ind til Uttrupgård var der ingen huse. Desuden var Nr. Uttrup, og i særdeleshed Sundby Hvorup kommune, landets fattigste. Cementfabrikken ØK lukkede og sendte 400 familier ud i arbejdsløshed. Det skabte mange familietragedier, men skabte samtidig et utroligt sammenhold.

Henning Larsen fortsætter: Efter krigen arbejdede jeg på et gartneri i Kærby, men uanset vejret gik jeg hver aften til Nr. Uttrup for at være sammen med kammeraterne. Vi mødtes foran bager Wittrup’s forretning, her sad vi så og snakkede og hyggede os, hvis vi ikke skulle træne. Om vinteren, når det frøs 30 grader, fik vi lov til at sidde på ovnen ude i bageriet, og klokken blev tit midnat, inden vi skiltes.

Erhardt Nielsen: Penge har altid været en mangelvare i klubben. Jeg husker lige efter krigen, da politiet endnu ikke rigtigt var kommet i gang igen, indkaldte vi til bal i Hammershus ved Sulsted Kirke. Det var ulovligt, og vi turde også kun holde 2 baller. Men folk strømmede til. Vi tjente en masse penge, og for første gang i klubbens historie besluttede bestyrelsen at drikke kaffe på foreningens regning. Indgangsbilletten kostede 3 kr. + 2 kr. for ikke-medlemmer. Det første bal gav 1700 kr., det andet ”kun” 650 kr. Det var mange penge på den tid, så pengene blev i små beløb ført ind i kassebogen, så politiet ikke opdagede noget, dersom de kom og forlangte at se vore regnskaber. Vi opførte også dilletant, der gav 300 kr. i overskud, så vi flottede os og købte 6 nye kampbolde til 42 kr. stykket. Det var dem med snøre i, hvor blæren var til at tage ud og lappe.

Erhardt Nielsen fortsat: Som tiden gik blev banen i Anlægget for lille og for dårlig, så vi søgte Sognerådet om en ny. Det var Sognerådsformand Sieker dog ikke meget for, han syntes vi havde nok. Men efter flere møder fik vi tilbudt en bane næsten ude i Bouet, som vi ikke ville have, vi ville tættere til byen. Det tog sin tid. Thomas Nielsen og jeg var til sognerådsmøde hver måned, men når man nåede til det punkt, hvor vor ansøgning skulle behandles, blev dørene kommanderet lukket, og vi måtte skuffede gå hjem. Langt om længe købte man dog noget jord af Rasmus Andersen, og på det blev Rosenvænget Stadion anlagt. Men klubhus kunne vi ikke få bevilget, det fik Lindholm derimod, men Lindholm var på det tidspunkt også ”hovedstad” i kommunen.

Henning Larsen: Gartneriet trak i mig og jeg korn i lære hos Gartner Sander i Nr. Uttrup. Lønnen var 40 øre daglig, seks dage om ugen. Samtlige ansatte spillede fodbold i NUBI og det betød, at en del gik og humpede hver mandag. Det irriterede Sander en del, og en mandag, hvor usædvanlig mange led af efterveerne fra søndagens kampe, meddelte Sander, at fremover ansatte han kun folk, der ikke spillede fodbold, så allerede dengang var idrætsskader et problem.

Erhardt Nielsen: Igen og igen må vi konstatere, at sammenholdet dengang var strålende. Var der en søndag NUBI ikke skulle spille, drog vi ofte samlet ud at drikke kaffe. Her bryder Hennings kone Valborg ind, og bekræfter at sammenholdet og kammeratskabet var ubrydeligt. Valborg kan huske man var på Sulsted Kro, og nogle år senere på cykel til Vester Hassing Kro for at drikke eftermiddagskaffe og hygge sig sammen. Og hele Nr. Uttrup var ned - både piger og drenge, mænd og koner. Det får man ikke nogen til i dag! Men dengang var der faktisk også kun NUBI og biografen, hvis man ville mødes i fritiden.

Erhardt Nielsen fortsat: Som tiden gik cyklede vi ikke længere ud til kampene. Harald Pedersen havde fået en lastbil, og den blev læsset til randen og så gik det afsted. Hvis det regnede, fik vi blot en presenning over. Jeg var ikke selv nogen god fodboldspiller, jeg var faktisk kun med, når der manglede en mand. Men derfor kunne jeg godt være træner for vort drengehold, på det tidspunkt spillede bl.a. Erik og Ejnar Juul. Jeg husker vi skulle spille finale i AaB, og for første gang i klubbens historie, skulle vi køre i Taxa derover, hvilket var en sensation i Nr. Uttrup. Chaufføren sagde da også til drengene: ”Vinder I ikke, skal I gå hjem”. Der blev spillet og kæmpet strålende, vi var bedst, men AaB fik heldigt 2-2, og det var deres ledere glade for. I følge reglerne skulle vi have fundet en vinder, men AaB-lederne syntes det var synd at finde en taber, så begge hold fik præmier.

Henning Larsen: Selv om jeg fik mit eget gartneri i Vestbjerg og blev Sognerådsformand, fortsatte jeg med at spille i NUBI, da jeg ikke ville undvære det gode kammeratskab. Turen mellem Vestbjerg og Nr. Uttrup foregik på cykel med knægten på stangen, og tørst i 1956 stoppede jeg ned at spille i NUBI.

Erhardt Nielsen bryder ind: Jeg tror aldrig NUBI har haft en back der spillede så hårdt som Henning. Under en kamp i Vester Hassing løb han så hårdt til deres wing så hans knogler sang i flere minutter. De to spillere skubbede lidt til hinanden, og dommeren bad dem gå udenfor i træerne og ordne deres mellemværende, så kunne de komme igen og spille videre, når de var-enige og venner.

Henning Larsen smilende: Udvisninger kunne da også forekomme på den tid. I. Åbybro var der en, der sparkede mig over benet, hvorefter jeg sparkede ham i r...., og blev vist ud. Da ”Lange Otto” ville hævne min udvisning, røg han også ud. Mest flov var jeg dog, da jeg i Lindholm blev udvist for at give en et par på skrinet, for på det tidspunkt var jeg anfører på 1. holdet.

Som det fremgår vældede minderne frem og både Henning og Erhardt er enige om, at det, var en dejlig tid.

I samtalens løb blev der fremdraget mange sjove minder, og fældet et par tårer. Det, er ikke muligt at nævne alle, men vi har forsøgt at fastholde en del og vil gerne slutte med Henning Larsens ord: Husk kammeratskab og sammenhold er det vigtigste!!!

Fra NUBIs Jubilæumstidsskrift 1989