Menu

Nyt trænerteam til 1. holdet

image
09. november 2018 kl. 08:19
Så er der fundet nye trænere til at tage over på NUBIs 1. hold i serie 2. Læs mere her...

Sæsonen for 1. holdet er netop afsluttet og spillerne er gået på velfortjent vinterpausen efter lørdagens kamp mod Birkelse. Det blev samtidig sidste kamp i spidsen for holdet for cheftræner Carsten Reberholt der efter eget ønske stopper. Der skal lyde et stort tak for den store indsats og vi håber at se dig på stadion følge med i klubbens videre færd.

Det har betydet at vi skulle ud og finde ny træner til 1. holdet og det er nu faldet på plads. Det er derfor en stor glæde at Casper Nielsen, der de sidste to år har fungeret som spillende assistenttræner, har takket ja til at blive forfremmet til ny cheftræner.

Casper er 37 år har har siden sommeren 2009 været en del af NUBIs 1. hold som spiller hvor det er blevet til 193 kampe. Børne- og ungdomsårene tilbragte han også i NUBI inden han prøvede sit talent af hos Aalborg Freja hvor det blev til over 100 kampe for deres 1. hold. I den netop overståede sæson kunne man se at Casper stadig kan levere på banen som spiller, men det er planen at han ligger støvlerne på hylden i 1. holdsregi.

Casper har de sidste to år stået i lære hos erfarne cheftrænere som Henrik "Siller" Pedersen og senest Carsten Reberholt og han er derfor godt klædt på til rollen som cheftræner.


Ny assistenttræner på plads

Med Caspers forfremmelse til cheftræner har vi også været på udkig efter en ny assistenttræner.

Her er det også en stor glæde at endnu en af klubbens egne har sagt ja til den opgave. Carsten Juul, klubbens mangeårige anfører for 1. holdet, bliver ny assistenttræner.

Carsten er 48 år og spillede i over 20 år på NUBIs 1. hold hvor han fik debut i slutningen af 80'erne og lagde støvlerne på hylden i efteråret 2009 i en alder af 39 år. Det blev til 452 kampe i alt på 1. holdet, en rekord som klubbens nuværende anfører Marco Witt overhalede i foråret 2018. Carsten kommer ud af en rigtig NUBI familie hvor hans far, Jørgen Juul, spillede over 250 kampe for 1. holdet og Carstens onkler, Frede, Frank, Ejnar, Frode og Richard opnåede alle kampe for holdet.

På banen var "Julle" kendt som en kompromisløs spiller der gik til stålet og forlangte det samme af sine holdkammerater. Der blev tacklet igennem til træning og kamp og det var en god ide at træne med benskinner i den tid.

Carsten Juul har tidligere trænet flere ungdomshold i NUBI og i 90'erne var han tilmed træner for Casper Nielsen. Han har også trænet de nuværende 1. holdsspillere Marco Witt og Jes Rødhus.


Fodboldformand Daniel Svendsen:
- Casper har de sidste par år snuset til cheftræner rollen og han er helt klar til at overtage tøjlerne fra Carsten Reberholt. Han er super engageret og går ind til denne opgave med stor entusiasme til at præge hele herreseniorafdelingen i den rigtige retning. Så sent som i lørdags var Casper cheftræner til overlevelseskampen mod Birkelse og indsatsen dér bekræftede mig endnu engang i at han er det rigtige valg som cheftræner.

- Med Carsten Juul i teamet får vi en mand der har spillet 452 kampe for 1. holdet og som nærmest er født med en gul trøje på. Vi kan ikke finde en mere perfekt ambassadør for NUBI og det er mit håb at han med sin seriøsitet, især på træningsbanen, kan være med til at højne niveauet hos alle.

- For både Casper og Carstens vedkommende gælder det at de begge er opvokset i Nr. Uttrup, har spillet i NUBI fra barnsben, og vil kæmpe indædt for den gule trøje. Vi synes det er et super match med de to og de vil supplere hinanden rigtigt godt. Nu glæder vi os til slutningen af januar hvor den nye sæson kan begynde.

Spillerne har nu vinterpause og i uge 5 - 2019 starter herresenior op med træningen. Mere info følger senere.

 

Casper Nielsen (tv.) og Carsten Juul mens de stadig var aktive NUBI spillere.

 

Casper og Carsten nåede at spille sammen et halvt år på NUBIs 1. hold i efteråret 2009. Casper var lige kommet tilbage til NUBI fra Freja og Carsten spillede sin sidste sæson. Julle står bagest nr. 5 fra venstre. Casper forrest nr 2 fra højre.

 

Luk