11. dec: "Var bestemt ikke noget supertalent"
Bag dagens låge skal vi møde Kaj Henning Nielsen. Kaj Henning spillede knap 200 kampe på 1. holdet men er nok mere kendt i NUBI kredse for det enorme stykke friviilige arbejde han har leveret igennem mange år. Han har haft leder utallige poster i klubben, været formand i 4 år og har du selv spillet fodbold i NUBI har du højst sandsynligt haft Kaj Henning som træner på et eller andet tidspunkt.
Navn Kaj Henning Nielsen
Position på banen: Spillede vel mest innerwing, fløjhalf (halfback) eller venstre yderwing. Det svarer i dag til henholdsvis offensiv midtbanespiller, defensiv midtbanespiller og venstre angriber. Når jeg spillede venstre yderwing, så var det vist mest, fordi der ikke var plads andre steder.
Alder: 68 år
Antal kampe: 193
Hvad laver du i dag?
- Jeg er folkepensionist, men er træner for U6 i NUBI, er præsident i oldboysafdelingens sociale lillebror, TRØF, er tilknyttet NUBIs førstehold (59+) og tager gerne forskellige småtjanser, der måtte interessere mig.
- Jeg går til husflid (træarbejde) en gang om ugen, passer ofte vore 5 børnebørn, går en del i biffen sammen med min kone og læser meget.
- Jeg har tidligere arbejdet 20 år som shippingmand og 22 år som folkeskolelærer.
Hvordan var din debut for NUBIs 1. hold?
- Jeg debuterede på NUBIs førstehold i september 1962 en måned efter, jeg fyldte 16 år. NUBI havde ikke noget ynglingehold (16-18 årige) på det tidspunkt, men jeg blev alligevel meget overraskende spurgt, om jeg ville prøve at være med som senior. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg var dygtig nok til at være med i serie 2, og det var jeg måske heller ikke, men jeg kæmpede mig vel efterhånden ind på holdet og spillede, så vidt jeg husker, alle kampe derefter. Jeg var bestemt ikke noget supertalent, men man stod nok lige og manglede en.
- Den første kamp var på Aars stadion, hvor Jørgen Juul (Carsten Juuls far) scorede med et drøn til 1-0 fra midten af banen, selv om Aars i målet havde giganten Villy Sørensen, senere mangeårig målmand i Aalborg Freja. Vi vandt kampen 1-0.
- På det meget rutinerede hold var i øvrigt 5 brødre Juul, som jeg både sportsligt og ”beskyttelsesmæssigt” kunne læne mig op ad.
Hvad har været din største fodboldoplevelse?
- Min største fodboldoplevelse er nødt til at være en tretrinsraket
- Som spiller var jeg en del af 1971-1972 holdet, der vel er mest kendt for som serie 3-hold at møde Horsens – tophold i næstbedste række i Danmark – i 1971. Vi havde forud vundet 6 kampe og været oversidder i en, så vidt jeg husker. Vi tabte ganske vist kampen 10-2, men kampene før denne mod henholdsvis Hørby fra serie 1 (6-1) og Brønderslev fra Jyllandsserien (2-1) med 700 tilskuere omkransende Rosenvænget i øsende regnvejr står prentede i min hukommelse. Og som prikken over i’et var jeg så heldig, at bolden ramte mig, så jeg kunne score sejrsmålet til 2-1.
- Min allerbedste kamp nogensinde for NUBI, mener jeg selv, var semifinalekampen om jysk mesterskab i serie 3 mod Ørsted fra Djursland senere samme år. Vi var klasser bedre end dem, men tabte alligevel efter omkamp og straffespark.
- Som træner var jeg sammen med Ole Schnoor (Philips Schnoor far) træner for lilleput II i 1997. Vi havde et rigtig godt hold med bl.a. nuværende 1. holdsspillere Morten Thøgersen og Philip Schnoor på holdet.Men vi var også heldige, for i 3 på hinanden følgende kvalifikationskampe vandt vi efter omkamp og straffespark for i finalen at vinde 3-2 over Andst fra Sønderjylland.
- Det var en lykkefølelse uden lige at stå der i tusmørket og modtage guldmedaljerne som tegn på NUBIs første jyske mesterskab nogensinde.
- Som tilskuer uden tvivl dramaet på Syvsten stadion, hvor NUBI i 1982 spillede omkamp mod Strandby om oprykning til serie 1 for første gang.
- Jeg var taget til Syvsten i egen bil sammen med min søn Nikolaj. Inden vi var på plads på stadion var Strandby kommet på 1-0, så det var op ad bakke. En afvekslende og jævnbyrdig kamp så ud til at skulle slutte med de cifre, men i allersidste sekund fik NUBI frispark. Ivan Jensensparkede – og han har ført sparket meget bedre – men Strandbys ellers suveræne målmand lod af uforklarlige grunde bolden passere mellem sine hænder til 1-1. Vild jubel og hundredevis af NUBI-fans strømmede ind på banen for at kaste sig over Ivan.
- Det var ikke en episode uden problemer, for efter kampen var vi reelt bange for, at den sejr, vi tilkæmpede os efter omkamp og straffespark, skulle blive taget fra os, fordi vi havde invaderet banen. Vi slap dog. Jeg kan ikke huske, om vi fik en bøde?
- I omkampen var vi det bedste hold uden dog at kunne afgøre tingene. Først efter 7-8 straffespark til hvert hold blev tingene afgjort. NUBI havde scoret på sit spark ved Lars Jensen (Morten Thøgersens onkel), inden Strandby knaldede deres sidste spark på oversiden af overliggeren og ud i aftenmørket. Henrik Madsen (Snolen) kunne i målet bare veltilfreds se til.
- Alle var ellevilde, og jeg kan huske, at Nikolaj sagde til mig på vej hjem. Far, sådan har jeg aldrig set dig før! Og det var vist rigtigt set!
Er der nogle holdkammerater, trænere eller ledere du vil fremhæve fra din aktive tid i NUBI?
- Jeg blev vel efterhånden efter egen opfattelse en habil spiller, men var vandbærer i forhold de mange fantastisk dygtige spillere, jeg var så heldig at være på hold med. Her nævnt i flæng Ivan Jensen, Ole Nielsen, Jørgen Juul, Søren Larsen, Hermann Jensen, Frede Juul, Frank Juul…
- Mine bedste holdkammerater var/er Willy Olesen (WO), Erik Møller (Facchetti) og Svend Erik Larsen (Special Svend). Sidstnævnte er desværre ikke mere.
- Trænere, der er værd at nævne, er Ejnar Juul (Jørgen Juuls bror) for sin integritet og retfærdighedssans og Bent Visse for sin evne til personlig ”coaching”, som det vist hedder nu om dage. Det var netop de trænere, vi havde i min guldalderperiode.
NUBIs 1. hold i 1970. Kaj Henning står bagest nr. 2 fra højre.
NUBIs 1. hold i 1971 hvor holdet rykkede op i serie 2. Kaj Henning står bagest nr. 3 fra venstre.
NUBIs 1. hold i 70’erne. Kaj Henning sidder forrest nr. 1 fra venstre.
1982: Glade fans strømmer ind på banen efter at Ivan Jensen har udlignet til 1-1 til den afgørende oprykningskamp til serie 1.
Kaj Henning var træner for NUBIs lilleput drenge der i 1997 blev Jysk Mester.
1971: Billedserie fra avisen som fanger Kaj Hennings sejrsmål til 2-1 i pokalturneringen mod Brønderslev fra Jyllandsserien.