15. dec: "Thøger sendte mig 6 mdr på bænken"
Bag dagens låge skal vi møde Morten Sørensen. Morten spillede på 1. holdet i 90’erne og 00’erne og var bl.a. med til at vinde det jyske mesterskab for serie 3 hold i 2005. Morten er stadig aktiv i oldboys afdelingen når han kan holde sig skadesfri.
Navn Morten Sørensen
Position på banen: Midterforsvar
Alder: 42 år
Antal kampe: 215
Hvad laver du i dag?
- Jeg arbejder som klejnsmed med vedligehold af forsvarets F16 fly.
Hvordan var din debut for NUBIs 1. hold?
- Min debut på NUBI's 1. hold, var faktisk som 2. holdsspiller i en pokalkamp mod Gundersted, som var at finde i jyllandsserien det år. Det var en tirsdags aftenkamp og lodtrækningen havde givet Gundersted hjemmebanen. Da det forholdte sig sådan at 1. holdet (serie 2) skulle spille en udsat turneringskamp dagen efter, valgte klubben/trænerne at tilbyde 2. holdet (serie 4) at repræsentere klubben, suppleret med dem af 1. holdsspillerne, der mente sig klar til at spille to dage i træk. Det var kun Flemming Lind, så vidt jeg husker, der mente han havde fysikken til det.
- Vi spillede en ret god kamp, og jeg mener endda, at Benno Bergmand scorede til 1-0. Vi var fuldt ud med gennem hele kampen, men endte med at tabe 2-1. Det må være den kamp, hvor der har været flest debutanter på klubbens 1. hold i nyere tid.
- Jeg blev først fast mand på førsteholdet to sæsonen efter, og startede med at spille bagerste mand. Så fulgte et par sæsoner som kantspiller. Derefter nogle sæsoner som angriber, med en masse mål til følge, men åbenbart ikke nok, for de næste år huserede jeg igen på flankerne. Efter 4 års pause fra NUBI, vendte jeg retur i en alder af 31, og sluttede med 4 år som forsvarsspiller. Jeg har næsten spillet alle pladser på holdet, på nær som målmand og kun ganske få episoder som midterste midtbane. Jeg tror, at jeg gennem hele min karriere har været alt for hurtig til at spille den plads, og dengang i 80'erne og 90'erne var det som regel altid sådan nogle tykke nogle, som ikke kunne løbe så langt af gangen, der blev brugt på den plads...
Hvad har været din største fodboldoplevelse?
- En af de sjove var da vi blev jyske serie 3 mestre i 2005. En anden af de sjove er, at jeg har haft fornøjelsen af at have haft Kurt Madsen og Bo Christensen, både som 2. holdstræner og senere også individuelt som 1. holdstrænere.
- En af de mest positive var hele optakten og indlemningen af et stort kuld nyoprykkede seniorspillere med stort potentiale, blandt andre Philip Schnoor, Morten Thøgersen, Thomas Kongsted m. flere. Det var en sjælden og unik situation for NUBI, og en god indsprøjtning i en i forvejen positiv tid rent sportsligt.
Er der en specifik kamp eller episode fra din tid i NUBI der står klarest i erindringen?
- Så må jeg fremhæve en af de negative. Jeg har været heldig at holde mig fri at lange skader, lige på nær af, da Thøger valgte at tackle mig, i hans serie 2 debut på hjemmebane, i en situation, hvor jeg havde helt kontrol over min modstander og bolden, men jeg havde ikke lige set en anspændt førsteårs, der bare tænkte på at sparke bolden op på Hjørringvej. Den kostede en halv sæson med genoptræning - og Thøger snuppede en af de faste pladser imens... Han var sgu snedig allerede dengang.
Er der nogle holdkammerater, trænere eller ledere du vil fremhæve fra din aktive tid i NUBI?
- Jeg har haft fornøjelsen af at spille med mange skønne gutter. En del af dem har jeg også andre "ikke fodboldrelaterede" interesser med, og de er selvfølgelig derfor også blandt dem jeg tænker på at fremhæve. I stedet vil jeg nævne et par af dem som jeg primært har haft kontakt med qua fodbolden i NUBI. Jeg synes at Peter Redder er en helt fantastiske person, meget seriøs både på træningsbanen og i kampe. Han har en skøn måde at binde truppen, mentalt sammen på, altid i godt humør, meget sympatisk og med en god portion humor.
- En anden af mange er Rasmus Horndal. Han har også det fantastiske positive humør, og på banerne kan han overraske med sin alternative spillestil. Har tit tænkt at han må være blevet undervurderet af mange modstandere.
- På træner og lederside, har jeg som nævnt andet steds, nydt at have bla. Kurt og Bo, men også i rigtig mange år nydt at være vartet op af holdlederne. Først og fremmest, og nok i flest år, af Henning Olesen, og ikke mindste Svend Erik Larsen.
– Udenfor den "aktive fodboldbane" vil jeg gerne rose et par af de helt store NUBI hjerter, nemlig John Kiil og Kaj Henning, for mange års engagement. De har været længere i klubben end min historik rækker, og har for mig, altid været unikke for NUBI.
NUBIs 1. hold i 1996. Morten Sørensen står bagest nr. 4 fra venstre.
NUBIs 1. hold i 2003. Morten Sørensen står bagest nr. 4 fra venstre.
NUBIs 1. hold der blev Jyske Mestre for serie 3 hold i 2005. Morten Sørensen står bagest nr. 3 fra højre.