19. dec: "Stolt over jeg blev Årets Kammerat"
Bag dagens låge skal vi møde Tom Sørensen. Han fik debut i en relativ sen alder men alligevel er han nået op på imponerende 358 kampe for holdet.
Navn Tom Sørensen
Position på banen: Har været angriber, midtbanespiller, sweeper og målmand på 1. holdet. Så jeg har været lidt over det hele.
Alder: 48 år
Antal kampe: 358
Hvad laver du i dag?
- Arbejder på Tulip i Aalborg. Det hænder jeg stadig tager støvlerne på at træner om lørdagen med ”de gamle”.
Hvordan var din debut for NUBIs 1. hold?
- Jeg debuterede først som 21 årig da jeg var i lære som slagter og var meget væk på skoleophold. Så det var først i 1987 jeg fik debut og det var i en pokalkamp på udebane mod Als, i øvrigt fik Jakob Pedersen debut i samme kamp. Jeg spillede på midtbanen i min første kamp som vi desværre tabte 3-1.
- Jeg fik ca. halvdelen af kampene i 1987 med Jan V. Olsen som træner. En sæson hvor vi rykkede ned i serie 3. Året efter blev Jørgen Smed træner og her blev jeg fast mand på holdet. En sæson hvor vi hurtigt rykkede tilbage i serie 2.
Hvad har været din største fodboldoplevelse?
- En af mine største oplevelser var at spille indendørsturneringerne i slut 80’erne forasn rigtig mange NUBI folk. Vi mødte de store stjerner fra AaBs divisionshold og de andre store profiler fra Aalborg holdene.
- I 1988 mødte vi bl.a. Hobro, som var et klasse indendørshold, og de vandt mange turneringer hvert år. Dem slog vi 7-6 hvor jeg fik scoret 6 af målene. Dengang bestod holdet af bl.a. Allan Jensen, Jan Sørensen, Tom Kjærsgaard, Bo Christensen og Ole Telling.
- Det var også en stor oplevelse at møde oldboys landsholdet i 1999 i forbindelse med NUBI’s 60 års jubilæum. At få lov at møde nogle af de store stjerner som Laudrup der lige var stoppet som aktiv og også en Michael Manniche var en rigtig stor oplevelse. Jeg spillede sweeper med Carsten Juul og Søren Thorst som markering foran mig. Thorst var inden kampen henne og forklare mig, at det var muligt det var mig der skulle ligge bagest som sweeper, men at jeg også skulle ud og løbe, for han gjorde det ikke.
- Jeg mener vi havde en almindelig turneringskamp dagen efter og det var muligt at vi kun havde spillet en oldboyskamp, men niveauet var så højt, at os der var med var fuldstændig smadret og vi tabte derfor også dagen efter.
Er der en specifik kamp eller episode fra din tid i NUBI der står klarest i erindringen?
- En af de kampe jeg husker godt er fra 1988 hvor vi i serie 3 skulle spille mod Hjallerup. Deres sweeper og spillende træner var Jørgen Poulsen som vi kendte som lærer fra Nr. Uttrup skole. Jeg spillede som angriber overfor ham, og jeg havde fornøjelsen af at tørre ham op til flere gange, og jeg endte med at score 4 mål. En sjov oplevelse når nu jeg havde haft ham som lærer i skolen.
Er der nogle holdkammerater, trænere eller ledere du vil fremhæve fra din aktive tid i NUBI?
- Holdkammerater har der heldigvis været mange af. I mine unge år hvor man måske ikke helt troede man kom på 1. holdet, var der flere af ”de gamle” der var stor hjælp som f.eks. Carsten ”Kukke” Thomsen og Lars Emil Thomsen. Dengang var der jo 6-7 hold i klubben – hold kæft det var fedt. Jeg vil også gerne fremhæve Ivan Jensen, Kim Carlsen og selvfølgelig min bror Jan Sørensen som gode holdkammerater.
- Min bedste træner er uden tvivl Jørgen Smed. Han har lært så mange mennesker at spille fodbold i NUBI, som måske ikke helt havde evnerne. Han fik mellemgode spillere til at præstere det maksimale og det gjorde at vi hurtigt rykkede op da vi fik ham som træner. Taktisk var han også fantastik.
- Af holdledere jeg har haft fornøjelsen af, skal selvfølgelig nævnes Svend Erik Larsen. Han var outstanding og en fantastisk person og han var altid klar med gode råd og et venligt klap på skulderen. Nævnes skal også Finn Pedersen, Kukke og Henning Olesen.
- Jeg vil også gerne nævne stoltheden over at jeg i 1990 fik prisen som Årets Kammerat. Med så mange fantastiske mennesker i klubben var det skønt at folk satte pris på en og det vil jeg aldrig glemme.
- Til sidst vil jeg gerne have lov til og rose de fantastiske dejlige unge mennesker der nu "styre" NUBI. I er sgu for seje - NUBI LÆNGE LEVE!
NUBIs 1. hold i slut 80’erne. Tom står bagest nr. 2 fra højre.
NUBIs 1. hold i 1998. Tom står bagest nr. 5 fra højre.
Standerhejsning i 1999. Tom hejser flaget med Peter Redder.
Tom var i en periode spillende 2. holdstræner sammen med hans bror Jan Sørensen. Her fra 2001.