2. dec: "Største oplevelse - oprykning til s.1"
Bag dagens låge skal vi møde Leif Dyhrberg. Dyhrberg spillede på 1. holdet i 70’erne og 80’erne og var en fighter uden lige – selv til træning kæmpede han ekstraordinært og gav aldrig op. Efter en periode som træner i Nr. Halne vendte han i slutningen af 90’erne tilbage til NUBI som 1. holdstræner.
Navn: Leif Dyhrberg
Position på banen: Forsvarer
Alder: 62 år
Antal kampe: 280
Hvad laver du i dag?
- Jeg bor i dag Spanien (Fuengirola), og har gjort de sidste 10 år, hvor jeg arbejder som selvstændig, med telemarketing.
Hvordan var din debut for NUBIs 1. hold?
- Kan desværre ikke huske min debut, men ligger jo også 40 år tilbage, men helt sikkert været en stor oplevelse, at komme til at spille sammen med spillere man så op til, så som Hermann Jensen, Ivan Jensen, Jørgen og Frede Juul, Willy Olesen, Kaj Henning o.m.a.
Hvad har været din største fodboldoplevelse?
- Ingen tvivl om, at det er oprykning til Serie 1 (1982, red.), dengang var det første gang NUBI havde prøvet det. Endvidere har jeg været med DAI-landsholdet, på ture til Rusland og Israel, begge også meget store oplevelser.
Er der en specifik kamp eller episode fra din tid i NUBI der står klarest i erindringen?
- Helt klart oprykningskampen til serie 1 mod Strandby (1982, red.).
- Mest specielle kamp jeg har deltaget i, er mærkeligt nok også det største nederlag jeg har fået som fodboldspiller. Det var i serie 2, hvor vi lå nr. 2 i rækken og skulle møde FFI med alle deres gamle divisionsstjerner og de spillede 100% fejlfrit, scorede på ALLE deres chancer i kampen, så kampens resultat blev et nederlag på hele 14-0 (målmand var Kurt "King" Kristensen, han har nok hold i ryggen endnu). Folk troede simpelthen ikke på det, troede der var skrevet forkert i avisen.
Er der nogle holdkammerater, trænere eller ledere du vil fremhæve fra din aktive tid i NUBI?
- Der er mange fantastiske spillere og holdkammerater jeg godt ville nævne, men ud over de "gamle" jeg allerede har nævnt, så glemmer jeg ikke holdet vi rykkede op i serie 1 med, med de unge spillere Kim Carlsen, Poul Kjeldsen, Kim Andersen og flere. Trænere er det selvfølgelig Steen Pedersen og Jørgen Smed som var fantastiske. Leder Frank Burkal, vil jeg også meget gerne fremhæve.
Til slut vil jeg gerne sende en hilsen til alle i NUBI med ønsket om en god jul.
NUBIs 1. hold 1976. Leif Dyhrberg sidder forrest nr. 3 fra venstre.
NUBIs 1. hold der i 1982 rykkede op i serie 1 for første gang i klubbens historie. Leif Dyhrberg sidder forrest nr. 1 fra venstre.
Leif Dyhrberg spillede 5 DAI landskampe og det gav ture til bl.a. Rusland og Israel hvor de spillede foran flere tusinde tilskuere. Her er et holdbillede fra turen til Rusland. Der var, foruden Leif, 3 NUBI medlemmer med på turen: Svend Erik Larsen (holdleder), Hermann Jensen og Carl Nicolaisen.
Leif Dyhrberg sidder forrest nr. 1 fra venstre.
DAI landsholdet i Rusland i 1976. Leif Dyhrberg sidder forrest nr. 2 fra venstre.