21. dec: "Kunne skrive en bog om største oplevelser"
Bag dagens låge skal du møde Lars ”Fesser” Mortensen. Fesser var en del af en talentfuld årgang 1963 der kom til at præge NUBIs 1. hold op igennem 80’erne.
Navn: Lars Fesser Mortensen
Position på banen: Højre wingback
Alder: 51 år
Antal kampe: 226
Hvad laver du i dag?
- Pt. er jeg arbejdsløs. Jeg har i mange år været (spillende) 2. holdstræner i NUBI, Sulsted og Nørhalne. Desuden har jeg i 5 år været Old Boys Formand, og "primus motor" for underholdning til vores fester. Af forskellige grunde har jeg valgt at "trække stikket ud" for en stund, men jeg vender stærkt tilbage.
Hvordan var din debut for NUBIs 1. hold?
- Min debut på 1. holdet var i 1982 som 1. års senior i første kamp i sæsonen mod Hørby, hvor jeg fik 10 min. på banen (samme år rykkede vi op i Serie 1 for første gang i NUBI's historie).
Hvad har været din største fodboldoplevelse?
- Jeg kunne nok skrive en hel bog om mine største fodboldoplevelser i NUBI, for der har været så mange, at det er svært at pille EN ud. Men, jeg vælger at udpege 1981, hvor jeg spillede på et af NUBI's bedste ynglinge hold gennem tiderne, og hvor vi på hjemmebane slog LIF med 3-1 foran 100-150 tilskuere. Det år scorede jeg 21 mål i 21 kampe.
- Jeg havde også en stor personlig triumf i 1981, hvor jeg i en ynglingekamp scorede 7 mål i en 10-1 sejr over Asaa.
Er der en specifik kamp eller episode fra din tid i NUBI der står klarest i erindringen?
- Oprykningskampen til Serie 1 i 1982 mod Strandby (spillet i Syvsten), hvor der vel var op mod 400-500 tilskuere.
Er der nogle holdkammerater, trænere eller ledere du vil fremhæve fra din aktive tid i NUBI?
- Jeg har spillet i NUBI i 45 år, og haft utallige fantastiske og dejlige mennesker indover min aktive tid. Alle har betydet meget for mig, MEN der er især EN person som har været en meget stor personlighed i NUBI, og det er den tidligere formand, holdleder, og meget mere, Svend Erik Larsen… Æret være hans minde!
NUBIs ynglingehold der i 1979 blev Dansk Mester i DAI. Fesser sidder forrest nr. 3 fra højre.
NUBIs 1. hold i 1982 hvor Fesser var 1. års senior. Han sidder forrest nr. 2 fra venstre.
NUBIs 1. hold i 1986. Fesser sidder forrest nr. 2 fra venstre.
NUBIs serie 5 hold i 1982 hvor Fesser er med. Han sidder forrest nr. 3 fra højre.