Menu

24. dec: "Nødt til at gå til stålet og tage knubs"

27. december 2014 kl. 12:28
I året hvor NUBI fylder 75 år år har vi valgt at kigge lidt tilbage på nogle af de profiler der har repræsenteret klubbens 1. hold igennem tiderne. En lille julekalender hvor vi hver dag åbner en ny låge og hører fra en tidligere 1. holdsspiller.

Bag dagens låge skal vi møde Carsten Juul. Carsten Juul er kamprekordholder i NUBI med sine imponerende 452 kampe fordelt over 80’erne, 90’erne, 00’erne og 10’erne. En lang flot karriere hvor han altid gik forrest og han forlangte det samme af sine holdkammerater, og det var med til at højne niveauet hos alle.


Navn
Carsten Juul
Position på banen: Forsvar/midtbane
Alder: 44 år
Antal kampe: 452 (kamprekorden i NUBI)


Hvad laver du i dag?
- Jobmæssigt arbejder jeg med spedition (tankvogne).
- Jeg er med på klubbens oldboys-hold fra tid til anden og træner med de gamle om lørdagen i vinterhalvåret.
- Jeg har dog haft et par års pause fra fodbolden og min generelle gang i NUBI. Jeg havde behov for en pause samt at prioritere min familie anderledes end jeg havde gjort de seneste mange år. Af samme årsag kom det at spille på klubbens 2. hold eller oldboys i de år heller ikke på tale - dels går der stort set lige så meget tid med at spille på 2. holdet som på 1. holdet - dernæst var motivationen og gnisten til at ville vinde og løbe de ekstra meter ikke på rette niveau, og når de faktorer mangler på 1. holdet - så mangler de i endnu højere grad på 2. holdet.


Hvordan var din debut for NUBIs 1. hold?
- Tror vi spillede 1-1 i Frederikshavn som nyoprykket serie 2-hold. Jeg debuterede som sweeper og den anden nyoprykkede var målmand, så der var pres på, men dejligt at blive vist den tillid på så vigtig en position som nyoprykket.
- Jeg var så heldig at rykke op som senior på et tidspunkt, hvor holdet bestod af nogle af de (efter min mening) bedste og mest iøjnefaldende spillere i min tid på 1. holdet. Holdet talte spillere som Lars Emil, Sørensen-brødrene og Allan Jensen for blot at nævne nogle få. Hvis man ville undgå at se dum ud hver gang til træning og ikke mindst opnå bare en smule respekt som nyoprykket senior i det selskab, var man nødt til at gå stålet og tage de knubs, det nu gav (både fysisk og verbalt). Jeg kunne rigtig godt lide den tid.


Hvad har været din største fodboldoplevelse?
- Det må være kampen mod Old-boys landsholdet i forbindelse med NUBIs 60-års jubilæum i ´99. Jeg spillede overfor Michael Manniche, som jeg tabte alle luftdueller til. Jeg kan huske Michael Laudrup lavede 3-4 tunneller på Michael Vrist. Vi var forstærket af et par AaB-spillere og jeg kan huske Søren Thorst's opvarmning: 5-6 røde Cecil og 4-5 hurtige vitser - så var han klar til kamp. Jeg spillede ved siden af ham kampen igennem - både sjovt at høre på, men også lærerigt.


Er der en specifik kamp eller episode fra din tid i NUBI der står klarest i erindringen?
- Pokalkampen mod Blokhus FCs 2. divisionshold, som vi spillede lige op mod og tabte 2-1 på et sent mål (Johnny Bøhlas stod og sov:-)).
- Og så husker jeg naturligvis alle de gode ture til Lille Strandhave i Sæby med føromtalte hold fra slut 80'erne - start 90'erne. Dem glemmer man aldrig. Til sæsonens sidste udekamp havde vi flere år i træk monteret kærester, koner samt øvrige ugler i en bus godt fyldt op med øl. De tog med og heppede og drak alle vores kolde bajere - oftest med Fesser i spidsen, fordi han enten var skadet (igen) eller af anden grund ikke kunne komme på hold :-). Når kampen var slut festede vi i Sæby til den lyse morgen - adskillige sov ikke fra lørdag morgen til søndag eftermiddag, hvor vi som oftest sluttede på Hyggestuen. Det var nogle fantastiske ture.

 

Er der nogle holdkammerater, trænere eller ledere du vil fremhæve fra din aktive tid i NUBI?
- Der har været mange gode spillere, trænere og ledere gennem årerne - også en god portion "fusere" i alle kategorier. Jeg vil igen fremhæve Lars Emil Thomsen og Sørensen-brødrene.
- Af målmænd står Peter Redder, Svend Nielsen og Johnny Bøhlas som de bedste. På deres gode dage stod de alle fantastisk - på deres dårlige greb de ikke en kæft og så måtte de jo have en sviner, de kunne huske:-). Så kommer man heller ikke udenom Jes Rødhus, Morten Thøgersen og Marco Witt fra et af de senere hold.
- Bedste træner er Jørgen Smed, som jeg havde det år, jeg rykkede op som senior. Der skal dog nævnes andre yderst kompetente trænere som Kurt Madsen og Bo Christensen.
- Bedste holdlederpar var uden sammenligning Svend-Erik og Finn Pedersen fra samme periode. Jeg vil også gerne fremhæve Henning Olesen som en fantasisk holdleder. Han har været på sidelinien ved størstedelen af mine 1. holdsskampe.

 

undefined

NUBIs 1. hold i 1992. Carsten Juul står bagest nr. 5 fra venstre.

 

undefined

NUBIs 1. hold i 97/98. Carsten står bagest nr. 4 fra venstre.

 

undefined

NUBIs 1. hold i 2005 hvor holdet lige er rykket op i serie 2. Carsten står bagest nr. 4 fra venstre.

 

undefined

NUBIs 1. hold i 2009 inden pokalkampen mod Blokhus FC fra 2. division. Carsten står bagest nr. 5 fra venstre.

 

undefined

NUBIs Ynglinge A i 1987. Carsten sidder forrest nr. 1 fra venstre.

 

undefined

undefined

Carsten Juul får blomster i 2005 i forbindelse med kampjubilæum.

 

undefined

Nordjyskes billeder fra pokalkampen mod Blokhus i 2009. Det var Carstens sidste sæson som aktiv men han spillede en af hans karrieres bedste kampe. Desværre blev det til at lille nederlag på 2-1.

 

undefined

NUBIs hold der i 1999 mødt Oldboyslandsholdet. NUBI var forstærket med et par AaB spillere, bl.a. Søren Thorst og Calle Facius.

 

undefined

 

 

 

Luk