Menu

Sejr til 1. holdet i sidste testkamp

image Det lykkedes Tommi Fabricius at få scoret mod Hadsund. Billedet her er fra Jammerbugt kampen.
27. marts 2017 kl. 08:15
Lørdag var 1. holdet en tur i Hadsund for at møde deres serie 1 hold. Læs mere her...

Referat af assistenttræner Casper Nielsen

 

Efter to hårde kampe var Henning endelig tilbage, fantastisk, han har været savnet. Lørdag var det igen tid til, at den gule fare skulle på grønsværen for at forsvare de gule og blå farver. Den sidste træningskamp inden turneringen for alvor går i gang lørdag d. 1. april mod Brønderslev. Denne gang var det Hadsunds serie 1, det gik udover.



Første halvleg:

Coach Siller var igen gået tilbage til 3-5-2 opstilling. Han er vild med den opstilling og mon ikke vi kommer til at se mere til den i denne sæson. Sædvanen tro skulle NUBI bruge det første kvarter på at komme i gang. Det resulterede i at vi igen skulle komme bagud. En stikning ned i mellem vores forsvarskæde, hvor en ellers stærkt spillende Steen først for reddet bolden, men returen ryger ind på knæet af Hadsundspilleren og bolden triller i kassen, uheldigt. Ude på linjen er vi kolde som is, som Laban sang i 80’erne. Vi ved det er startskuddet til at vi for alvor tager os sammen. Dog vil Coach Siller gerne af med den dårlig vane med at komme bagud.

NUBIs første mål vil folk nok kalde et selvmål, men ikke oppe i Aabybro. Der ved de at det er et klassisk Dorum mål. En lang bold ned mod Hadsundmålet som langt de fleste ville ryste på hovedet af, afskrækkede ikke den hurtige uortodokse angriber. Han spæner med hovedet under armen efter bolden og presser Hadsunds forsvarsspiller til at heade bolden forbi sin egen målmand og ind i rusen. Klasse af Dorum som 5 minutter før målet var alene igennem med målmanden, men måtte se sit skud ryge forbi den ene opstander. Kampen bølger lidt frem og tilbage og Steen F. Holme disker op med en lækkerbisken af 24 karat på stregen, der dog giver en forstuvet tommelfinger, men som han sagde: ”enten skal den gå ind eller så skal der laves en klasseredning”. Vi takker vores målmand fordi han valgte at redde bolden.

Nu var det NUBIs klasse angriber, Tommi ”Roadrunner” Fabricius, tur til endelig at få sat en kasse ind på kontoen. En fejl fra Hadsund sender T-bak ned mod keeperen. Hvor Tommi tidligere har sværget til at runde målmanden og skyde på mål, valgte han den bedste løsning denne gang, bare at skyde kuglen forbi ham i form af et perfekt timet lob, 1-2 til NUBI. Smukt af den hurtige angriber. Desværre måtte han kort efter gå ud med en lille skade i lysken, han skulle dog være klar til næste weekend, siger hans nye kæreste. I stedet kom Gitte ind og ydede en jætte indsats resten af kampen. Målet til 2-2 kan referenten ikke huske, fordi det er ligegyldigt. En meget lige første halvleg.

 

Anden halvleg:

Anden halvleg bliver helt anderledes. NUBI sidder på det meste og magikeren John ”Johnson” Martin Sørensen finder tryllestaven og styrer fuldstændig midtbanen resten af kampen (Sammen med JIMMI! mere om det senere). Den ene sukkerbold efter den anden bliver smækket til højre, venstre, midten og hvor ellers han har lyst til at smide den hen. Han raider igennem midtbanen med 4-5 Hadsundspillere på ryggen, men de 200 i squat får dem til at føles som små bitte bananfluer på den gule trøje.

Den lille tekniker Mathias ”Blanken” har ikke gjort det store væsen ud af sig i kampen, men nu skulle han til at rykke lidt på sig. Et flot opspil, hvor bolden ender oppe i luften. Blanken lader venstreskøjten op, kigger op på bolden og med en perfekt timet helflugter sender han bolden forbi en sagesløs Hadsund keeper. 2-3 til NUBI.

Målet til 3-3 kan referenten heller ikke huske, også fordi det er ligegyldigt. Men husker det som værende et flot opspil fra deres side.

Målet til 3-4 kommer efter en kombination fra træningsbanen og Coach Siller var ellevild. 3-4 hurtige kombinatior ender ude ved den stærkt spillende Jonas ”Joko” som tager bolden helt til baglinjen og spiller den skråt bagud, hvor den lille tekniker Mathias ”Blanken” smukt sender den i det lange hjørne. Klasse af en så ung spiller, at spille en mindre god kamp, men stadig at kunne være kampafgørende. Det er en vigtig egenskab. Dog skulle han have scoret et hattrick. Johnson starter nede på NUBIs egen banehalvdel, hvor han gav en Hadsundspiller et par lektioner. Først med en lækker husmandsfinte. Da Hadsundspilleren så kommer tilbage til ham, laver han lige en hurtige hoftefinte, hvor Hadsundspillere fortsatte ned på Fjordgrillen (flere af NUBI spillere hilste på ham dernede efter kampen). Johnson fortsatte sit raid, hvor han smider et par Hadsundspillere mere, hvorefter han serverede en perfekt timet bold ind til Blanken, der dog ventede lige et sekund for meget og afsluttede direkte på Hadsunds keeper.

Da der manglede en halv time skulle Jimmi på banen. Coach Siller lavede en fræk detalje og smed Jimmi ind på midtbanen, hvor han skulle blive tilbage og lukke af for kontraer fra Hadsund, hvor de var stærke. Jimmis statistik endte på 2 skud på mål helt inde i feltet, en fri header og et tilkæmpet hjørnespark til NUBI efter et løb i dybden. Nok sidste gang Coach smider ham derind...

Ikke mere spænding i den kamp. Hadsund går kold og NUBI cruiser sejren i land. Kampen igennem viser flere spillere stor autoritet og vi ser ud til at være i god fysisk form. De sidste to kampe har vist, at det er NUBI, der har overskuddet sidst i kampene. Steen står en flot kamp, og selvom om der går 3 kasser ind, ser forsvaret stærkt ud. De to wingbacks Rødhus og Joko var flyvende og fløj op og ned ad kanterne. Jes sætter ikke et ben forkert i kampen mod Hadsund og han ser skarp ud til sæsonstart. Midtbane drengene er i form og vores offensiv flyver ned mod modstanderens mål. Det kan blive en rigtig god sæson.

 

Kampfakta:
1-0: Hadsund
1-1: Selvmål af Hadsund
1-2: Tommi Fabricius
2-2: Hadsund
2-3: Mathias Blankensteiner
3-3: Hadsund
3-4: Mathias Blankensteiner

 

Luk