Serie 1: NUBI - FC Solsiden 2-1 (2. maj)

1-0: Morten Thøgersen
1-1: FC Solsiden (str.)
2-1: Casper "Super" Nielsen (str.)
Det var et rigtigt lokalopgør vi var ude i. En kamp med masser af fight, intensitet, to straffespark og vigtigst af alt en fortjent sejr til NUBI.
Kampen mod FC Solsiden var en kamp spillerne længe havde set frem til. Inden kampen blev vi enige om at vi skulle variere mellem at spille fodbold og lægge bolden i dybden bag deres forsvarskæde. Samtidig skulle vi sørge for at lægge pres på Solsidens dygtige midtbanespillere så de ikke fik tid og plads til at spille bolden rundt.
Spillerne viste fra start at de var klar til at løbe og fighte og holde sig til taktikken.
Starten på kampen bød på mange nærkampe på midten af banen og der var ikke mange chancer til nogen af holdene. Først efter 20 min kommer den første chance.
Vi spiller en bold i dybden og Thøger løber fra Solsidens forsvar. Alene med målmanden afleverer Thøger bolden til siden hvor Rødhus kan score i tomt mål. Desværre mente linjevogteren at Rødhus var offside og målet blev derfor annulleret.
Få minutter senere tryllede John Martin og driblede sig igennem Solsidens forsvar. Desværre ramte hans skud overliggeren og derfor forblev stillingen 0-0. Lidt senere føre vi bolden op i vores venstre side. Rødhus finder Thøger og han afdribler to modstandere og sætter bolden helt op i det lange hjørne til 1-0 til NUBI.
Resten af 1. halvleg bød ikke på flere chancer og vi kunne gå til pause med en fortjent 1-0 føring.
2. halvleg startede som første med en masse nærkampe. På bænken følte vi at vi havde godt styr på Solsiden. Men pludselig slår de en lang bold ned i vores felt hvor en Solsiden spiller kommer først på bolden og derefter løber ind i vores målmand. Dommeren vælger at dømme et lidt tyndt straffe. Selv om Steen går til den rigtige side på straffesparket og får fingrene på bolden går bolden ind via stolpen. Dermed var kampen igen helt lige.
Vi fortsætter dog ufortrødent og efter 15 min af 2. halvleg får Rødhus en friløber. Rødhus dribler forbi målmanden som kaster sig ned i Rødhus og vi får et korrekt straffe. Bette tager straffet og udplacerer køligt målmanden og vi er igen i front med 2-1.
Med ti minutter igen af kampen får Thøger en kæmpe chance for at lukke kampen. Desværre rammer hans skud fra tæt hold stolpen. Til sidst får Solsiden et par dødbolde som de slår ind i vores felt men NUBI spillerne var opsatte på at vinde kampen og disse indlæg blev clearet. Dermed kunne vi tage en fortjent sejr og 3 point mere kunne sættes ind på kontoen.
Nu ser vi frem mod fredagens opgør mod FFI. Kampen spilles kl. 19.00 i Frederikshavn og vi håber at mange igen vælger at komme og støtte holdet.